The King Mystery       Menu

Den virkelige Odysséen

  I myten – på overfladen – handler Odysséen om den græske sagnhelt Odysseus’ fantastiske og årelange sørejse hjem fra den trojanske krig.
  Men i mysteriet – i det skjulte – er det den afdøde konge, der sejler vestpå i sit skib til dødsriget, men som genfødes som kongebarn og vender tilbage med skib fra solopgangens og livets land.

  Homer fortæller, at Odysseus var konge på øen Ithaka, og at han sammen med en lang række andre græske konger drog i krig mod bystaten Troja i Lilleasien. Sammen ville de tilbageerobre den skønne dronning Helena, som var blevet bortført af prins Paris fra Troja.
  Kort før sin afrejse havde Odysseus fået en søn, Telemachos, med sin hustru Penelopeia. Telemachos var undfanget i ægtesengen fremstillet af slægtstræet[1]. I 10 lange år kæmpede Odysseus ved Troja sammen med de andre konger, før byen endelig faldt.
  Hjemrejsen fra Troja var overordentlig begivenhedsrig for Odysseus. Voldsomme storme slog ham ud af kurs, og efter tre års sejlads nåede han helt ud til dødsriget i det yderste Vesten på den anden side af verdenshavet. Homer fortæller uden at sige det direkte, at Ithakas konge var død og blevet ført til dødsriget i vest.
  Kongen sejlede derefter gennem dødsriget og kom igen ind i menneskenes verden – fra øst[2] via Sortehavet[3]. Snart efter kom han til gudinden Kalypsos ø. Homer fortæller, at der på øen udsprang fire kilder: ”Fire i tal var de kilder der sprang med vande så hvide tæt ved hinanden, men risled i hver sit løb imod havet.”[4].
  Odysseus blev genfødt ved livets kildevæld i et slags Edens have ude mod øst, hvor dagen og livet begynder. Men Ithakas konge måtte vente i 7 år hos Kalypso, før hun lod ham sejle videre mod vest, mod hjemmet.
  På vej hjem led han imidlertid skibbrud i Faiakernes land, men her blev han reddet af landets kongedatter Nausikaa. Odysseus takkede ja til faiakernes tilbud om at blive sejlet hjem. Hans ting samt mad og drikke blev stuvet ned i (grav-)skibet, og Odysseus lagde sig til at sove under lagenet på en seng i skibet uden at sige et ord.
  Så gik det hjemad mod Ithakas land: ”Da sank kvægende søvn over helten Odysseus’ øjne, dejlig og næsten så dyb som om han hviled i døden.”[5]. Den døde konge blev bragt hjem under et liglagen, og da søfolkene kom til Ithaka, bar de forsigtigt den ”sovende” helt op på stranden sammen med mad og drikke og rige gaver[6].
  Da faiakerne sejlede tilbage til deres land, blev båden forvandlet til sten[7] – til den stensarkofag, den i virkeligheden var. For den afdøde konge var blevet fragtet hjem i en stenkiste eller urne med tilhørende gravgaver.

  Hjemme på Ithaka ventede folket og hustruen Penelopeia på, at kongen skulle komme tilbage. Men troen på, at han engang ville komme, var stærkt aftagende. Det fik nabolandenes unge fyrste- og stormandssønner til at forsøge sig med en overtagelse af det lille kongerige. De mødte talstærkt op og bejlede til ”Ithakas datter”.
  Men i vejen for deres planer stod Odysseus’ søn Telemachos, som i mellemtiden var blevet voksen. Han skulle først skaffes af vejen, myrdes. Men den unge kongesøn flygtede til landet Sparta. Her blev han godt modtaget, og her blev han forvisset om, at Ithakas kongeslægt ville fortsætte. Telemachos vendte derfor tilbage for at kæmpe for det kongerige, der var hans.

  Nu nåede Odysseus imidlertid endelig hjem, belæsset med de gaver som faiakerne havde givet ham, og som ”han” straks gemte. Gudinden Athene gjorde ham uigenkendelig, så ingen opdagede, at det var kongen, der var vendt tilbage.
  Kongen og kongesønnen ankom samtidig, og Ithakas kronprins erfarede, at faderen var med ham i det skjulte (åndeligt), beskyttet og forklædt af gudinden Athene. Telemachos blev dermed for alvor bevidst om sit ansvar som kongesøn.
  I svinehyrden Eumaios’ hytte i skoven viste Odysseus sig for sin søn som den, han virkelig var, nemlig kongen, der var vendt tilbage. Sammen besluttede de sig for at dræbe bejlerne og genindtage kongemagten på Ithaka.
  Forvandlet til en ussel tigger kom Odysseus til kongeslottet. Her blev han hånet og slået af bejlerne. Men Telemackos og Odysseus gik derefter op imod bejlerne. Ved styrkeprøver og ved tegn og magi skulle det vises, at Ithakas sande konge var vendt tilbage. Telemachos opstillede 12 økser på linje. Med Odysseus’ bue skulle bejlerne herefter skyde en pil gennem hullet i samtlige øksehoveder. Ingen af bejlerne kunne spænde buen, men kongen greb buen og skød pilen gennem alle øksehovederne.
  Nu kunne alle pludselig se, at det var kongen, der var vendt tilbage. Bejlerne blev dræbt og kongeslottet rituelt renset med ild og svovl. Kongen fejrede derefter (et helligt) bryllup med Ithakas datter Penelopeia, landet og folket. Han var nu genforenet med sit land og sit folk.
  Til sidst samledes alle tre generationer: Odysseus, hans søn Telemachos og hans far Laertes, som her pludselig bliver introduceret, selvom han indtil da ikke havde været en del af historien. Men det var jo heller ikke bare kongen, der var vendt tilbage fra et søeventyr, det var Ithakas evige kongeslægt, som var blevet videreført.
  Odysseus’ far Laertes var indbegrebet af Ithakas kongeslægt. Han var slægtens forfader-stamfader. De tre generationer, bedstefar, far og søn, var symbolsk hele kongeslægten.

  Læs meget mere om det i: ’Kongemysteriet. Jahve og Zions datter’.