Kongemysteriet kort

  'Kongemysteriet. Jahve og Zions datter.' rummer en ny og meget anderledes fortolkning af Bibelen. Den handler om den mystiske baggrund for jødedom og kristendom. Datidens verdensbillede var mystisk, magisk og skæbnebestemt. Alt fysisk havde en åndelig side. Sådan forstod Bibelens profeter også verden. Bibelen skal derfor fortolkes med mystisk symbolik for at kunne forstås.

  Den tidlige kristendom var en mysteriekult, en blandt mange i samtiden. Den var udsprunget af en døbersekt, som Johannes Døberen var leder af. Johannes Døberen ønskede brændende kongen tilbage i himlen og derfor også på jorden. For i oldtidens verden måtte det, som skete det ene sted også ske det andet sted – på mystisk vis.

  I fortiden var gudekongen Jahve hver pinse kommet til et helligt bryllup med Zions datter, som var landet og folket. Men Zions datter var en skøge, som horede med andre guder, så Jahve forkastede hende og forlod hende. Kongeriget ophørte. I århundreder havde kongen nu været borte, og i stedet herskede præsterne og farisæerne over folket. Med Moseloven i hånden havde de ændret kongekulten til en præstekult.

  Men nu døbte Johannes folket, han druknede og genfødte Zions datter, så hun igen var en uberørt jomfru – "... et folk, der er gjort rede." [Luk. 1.17]. Også Jesus blev døbt og genfødt som Jahves søn og konge over Israel. Når Johannes gjorde nøjagtigt som i fortiden, reelt eller symbolsk, så ville fortidens kongekult vende tilbage, mente han. Nu skulle gudekongen igen komme til sit hellige bryllup med Zions datter, ganske som i fortiden. Alt ville blive godt.

  Men præsterne og farisæerne ville ikke afgive magten over folket. De lod kongen korsfæste som en forbryder. Jødernes kongedømme genopstod ikke på jorden og derfor heller ikke i himlen. Zions datter var stadigvæk en skøge, som nu horede med Herodes-fyrsterne og romerne. Jerusalem og Jahves tempel blev ødelagt og folket blev fordrevet fra landet.

  Et jødisk kongerige var umuligt, men de kristne nægtede at acceptere, at drømmen om kongedømmet var slut. Døbersekten blev imidlertid snart splittet op i flere fraktioner. Jesu bror Jakob fortsatte døbersekten med ham selv som leder. Simon Peter udfordrede dog Jakob ved også at byde sig til som konge – hvert fald ifølge evangelisterne.

  Men især Paulus sprængte rammen for den nye kongekult ved at invitere hele verden ind i sit mystiske fælleskab. Paulus erstattede Zions datter med "Kirkens datter". Det var nu ikke længere kun jøderne, som Guds søn Jesus skulle frelse. Guden (nu Jesus) skulle fortsat komme til et helligt bryllup, men nu med den kristne menighed Kirken (Kirkens datter). Paulus skriver til sin menighed: ”… jeg har trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru …” [2. Kor. 11.2].

  Jesus skulle være helt gud og helt menneske, for den mystiske verden krævede, at det, der sker i himlen også sker på jorden. I fortidens kongeriger havde Jahve været gudekongen, gudernes konge. Her gav far og søn i en gude-kongeslægt mening. Paulus var oprindeligt farisæer og dyrkede monoteismen, troen på kun én gud, og det vedblev han med at gøre. Men det mystiske forhold mellem Sønnen og Faderen i en mytologi med kun én gud, vedblev at være svært at forholde sig til. Det endte nogle hundrede år senere med en vedtaget fortolkning i form af treenigheds-dogmet om Faderen, Sønnen og Helligånden.

  Fortidens mysterie-drama havde gentaget sig hvert år med gudens død og genfødsel. Sådan er det stadigvæk, for hvert år fødes, dør og genfødes Jesus. Kristne venter også i dag, at Jesus kommer igen og tager "Kirkens datter" til ægte.