The King Mystery
MenuIndledning og resume
Kristendommen bliver set som noget helt særligt, hvad den naturligvis er. Kirkeårets markering af jul, påske, himmelfart og pinse følger evangeliernes storslåede lignelser og fortællinger.
Men den er samtidig også bygget over en af oldtidens største og mest udbredte kult-myter, som fortæller om gudens død og genkomst og om kongeslægtens og gudens ret til riget. I mange af oldtidens kongeriger blev der hvert nytår, som ofte lå om foråret, opført et dramatisk mysteriespil. Her kom guden for at fejre et helligt bryllup med sit land og sit folk.
Denne mystiske tradition har også dybe rødder hos jødernes forfædre, judæerne og israelitterne. For de var bestemt ingen ”øde ø i kulturernes hav”. Kongerne her fulgte de mytiske forbilleder hos nabokongerigerne. Heriblandt naturligvis også det årlige mysteriespil om gudens og kongens genkomst og ret til riget.
Som de fleste store fortællinger så handler kult-myten om kærlighed og sex, svigt og forræderi, og om forsoning og genforening. Her set ind i et mystisk univers af guder og ånder, profeter og orakler, og af guddommeligt avlede konger og forfædre. Evangelisternes lignelser og fortællinger er døbersektens fortolkning af denne mysterietradition i en jødisk sammenhæng.
Men for at forstå oldtidens mennesker må vi forstå deres opfattelse af verden og sig selv. Så vi begynder et helt andet sted.
For dem var familien og slægten det vigtigste af alt. Man blev født, levede, fik børn og døde, og det enkelte menneske indgik i den slægt, som det selv havde været med til at videreføre.
Noget tilsvarende skete hos dyrene i naturen og i stalden. Kornet på marken voksede op og satte frø, som så blev lagt i jorden for at ”dø” men som spirede og blev til nye planter [Joh. 12.23-24]. Den forunderlige og mystiske gen-skabelse foregik overalt. Også døgnets og året cyklus lignede et livsforløb, som gentog sig i det uendelige.
Guderne og forfædrene havde engang grundlagt folkeslagene, og forfædrenes stand og gerninger definerede slægterne i al senere tid. Forfædrene var nu i dødsriget eller underverdenen, hvor de nok var døde, men de var på mystisk vis alligevel altid nærværende, og forfædredyrkelse foregik næsten alle steder.
Alt, hvad der skete var allerede sket for forfædrene eller guderne og var derfor kun en gentagelse af det mytiske forbillede.[1] Verden var mystisk og magisk. Alle fik tildelt en skæbne ved fødslen, som afgjorde, hvem de var, og hvad de blev til. Ikke kun mennesker havde en skæbne, alt havde en skæbne, også landet og verden.
Oldtidens mennesker forstod deres verden ved brug af symbolik, en mystisk fortolkning, som gik ud på, at ”det er, hvad det ligner”. Lighed skaber identitet.[2] Hvis noget lignede noget andet, så var der en sammenhæng mellem dem. Gudernes verden lignede menneskenes verden, og det jordiske og fysiske var tæt forbundet med det himmelske og det åndelige. Hvad der skete det ene sted måtte derfor også ske det andet sted
Drager, monstre og andre magiske væsener er hyppige gæster i myter og sagn fra oldtiden og middelalderen. Og fra Bibelen kender vi til engle, keruber og gudssønner. Disse væsener var symboler på noget, som trodsede den almindelige forestillingsverden og som derfor kun lod sig beskrive gennem netop billeder og symbolik. Men selvom de mytiske figurer blev fremstillet storladent og i et overnaturligt lys, så var de fysiske realiteter ofte langt mere jordnære og virkelige.
Menneskene mødte guderne i mysteriet. Et mysterium er noget hemmeligt eller skjult, en hellig handling eller begivenhed med en symbolsk betydning. Et mysterium er en hemmelighed, men en hemmelighed kræver i sagens natur, at kun få kender den. Og den bedste måde at skjule noget på er ofte ved at vise det fuldt synligt, men forklædt som noget andet – det vi fra Bibelen har lært at kalde for lignelser.
Myter, legender og hellige skrifter er tit bygget op omkring mysteriet, der har to sider. En åben side, som var for alle og en lukket side, som kun de indviede forstod. Mysteriets åbne side byggede på en fortælling om guderne og forfædrene og på helteskikkelser eller andre forbilleder. Den lukkede side bestod derimod af et særligt kendskab til guden eller af et personligt møde med guden eller det guddommelige.
Mysteriet er næppe noget sted udtrykt mere intenst end i Bibelen, som er fyldt med profeternes og præsternes forsøg på at forstå guden Jahves plan med Israel. Ofte ser vi der kun den åbne side af mysteriet. Men her kommer vi ned i den lukkede, mystiske verden, og det ændrer fuldstændig deres tanker og skrifter.
Høvdingen, fyrsten eller kongen var folkets leder. Kongeslægtens forfader var undfanget af en guddom, og alle senere konger vár på mystisk vis denne forfader, som blev genfødt i hver ny generation. Den førstefødte kongesøn var derfor søn af guden selv.
Myterne om kongeslægternes mystiske videreførelse er ofte blevet fortalt i en nærmest standardiseret form. Den vil her blive kaldt for Kongemyten, og den var udbredt over det meste af verden, hvor den fandtes i mange variationer.
Kongemyten fortæller, at den unge prins er undfanget i et helligt bryllup med guden. Han bliver opdraget som konge, ofte fjernt fra hjemmet, og som voksen udfører han store bedrifter. Kongen er derefter borte i lang tid, og riget trues af fjender. Men så vender han endelig tilbage og generobrer sit land.
Landet og folket var gudens ejendom, og kongen regerede landet for guden. Forholdet var intimt, og landet og folket blev på mystisk vis set som gudens og kongens hustru. I Israels og Judas kongetid kaldte profeterne deres land og folk for Jerusalems datter eller Zions datter. Hvert år til pinse kom guden Jahve for at fejre helligt bryllup med Zions datter. Hun skulle være tro imod Jahve, men kongerne og folket horede med andre folkeslag og deres guder.
Som straf lod Jahve babylonerkongen Nebukadnesar indtage og ødelægge Jerusalem og templet. Folkets elite blev taget med til Babylon, og først efter godt to generationer vendte mange af dem tilbage. Men deres eget kongedømme genopstod ikke, og Juda var i de følgende århundreder underlagt fremmede herskere.
I stedet for kongerne tog præsterne over som Jahves repræsentanter på Jorden. De legitimerede deres ret til lederskabet i fortidens profetskikkelse Moses og hans bror præsten Aron, begge fra Levi-stammen, som nu blev til den ”førstefødte” af Israels stammer [4.Mos. 3.11-13]. Mysteriekulten omkring Israels konge og gudekongen Jahve og hans elskede Zions datter blev ændret til en præstekult, hvor præsterne og farisæerne herskede med Moseloven i hånden.
Trods kongernes mange fejl drømte profeterne alligevel om kongerigets genkomst. Århundreder senere forsøgte profeten Johannes Døberen at få kongen og kongekulten tilbage ved at vise Jahve, at Zions datter oprigtigt angrede sine mange sidespring.
Nu kom folket til Johannes for at lade sig døbe, så Zions datter kunne blive ”.. et folk, der er gjort rede.” [Luk. 1.17] – rede til igen at møde kongen og guden i et helligt bryllup. Jesus fra Nazaret skulle være den ventede konge.
Men igen blev Jahve svigtet af Zions datter, som nu horede med Herodes-kongerne og romerne. Hans egen søn og genfødte konge blev derimod dømt til døden af præsterne. Døbernes drømme om kong Davids genkomne kongerige var kuldsejlet.
Jesu bror Jakob fortsatte imidlertid døbersekten og missionerede blandt jøderne. Stædigt kæmpede han for Israels kongeslægts genkomst, nu med ham selv som leder. Men Jakob fik en hård udfordrer i apostlen Paulus.
Den tidligere farisæer Paulus ændrede døbersektens håb om Israels konges genkomst. Han omskabte den mislykkede jødiske mysteriekult om kongen i himlen og på jorden til nu at være for alle mennesker. Paulus udbredte med stor succes den nye tro blandt hedningerne langs hele det østlige Middelhav.
Døbersekten havde mange ligheder med datidens øvrige mysteriereligioner. Den trak på de store fortællinger om forfædrenes gerninger. Og på Guds plan med Israel, som var et mysterium.
Den åbne, ydre handling i evangelierne fortæller om Jesus som den genkomne konge, som Guds søn på jorden og i himlen. Den indre, hemmelige lære derimod, blev formidlet af evangelisterne som mystiske lærestykker til eleverne i menighederne – disciplene: ”.. Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder, men de andre bliver det givet i lignelser, for at de skal se, men intet se, og høre, men intet fatte.” [Luk. 8.10].
De ”unge” disciple skulle oplæres til at blive apostle, så de selv kunne blive lærere og bringe det hemmelige budskab ud i verden.
Bibelen har to centrale begivenheder som alting drejer omkring. En i Det Gamle Testamente og en i Det Nye Testamente.
I Det Gamle Testamente er omdrejningspunktet babylonernes ødelæggelse af Jerusalem og templet i år 586 f.Kr., hvor Judas folk blev ført til et ufrivilligt eksil i Babylon og først mange år senere vendte tilbage. Judas kongeslægt ophørte for altid og blev erstattet af et præstestyre.
Den centrale begivenhed i Det Nye Testamente er romernes ødelæggelse af Jerusalem og Jahves tempel i år 70. Her blev jødernes og de jødekristnes verden totalt smadret. Mange blev fordrevet eller flygtede, en million jøder blev dræbt, og næsten hundredetusind blev taget som slaver.[3]
Men trods katastrofens store betydning så er den næsten usynlig i Det Nye Testamente. Den er ”elefanten i rummet”, som aldrig omtales direkte. Apostlenes breve blev skrevet før ødelæggelsen, og Johannes Åbenbaring er et ”profetisk tilbageblik” på katastrofen.
Evangelierne er en lidt senere fortolkning og efterrationalisering, der skulle forklare det alt sammen som en del af Guds plan. Handlingen i evangelisternes lignelser foregår før katastrofen, og de rummer derfor kun få og indirekte omtaler af den i form af Jesu profetier [Bl.a. Matt. 24.1-22, Mark. 13.1-2 og Luk. 21.20].
Hensigten med denne bog er ikke at gøre oldtidens menneskers verden mystisk. Den er tværtimod at afdække og forstå den og dem og dermed det, som de har givet videre til os. Vi skylder os selv, at acceptere arven fra oldtidens store mysterie-fortællinger som en væsentlig del at baggrunden for kristendommen. Alt for meget forbliver uforståeligt uden den.
Noter:
|